Cleantech Partnerskab
Cleantech Partnerskab (Symbion) · Gribskovvej 4, 2100 København Ø · Tlf.: 3010 8080 · Mail: hn@vhhr.dk
Print siden Sitemap

27. november 2009

Gridmanager og IBM

partnerskabsaftale mellem Gridmanager og IBM

Gridmanager er en vækstvirksomhed fra det midtjyske, der arbejder med energibesparelser til virksomheder. Gridmanager er startet i februar 2008 af Mogens Birkelund.


- Vi har udviklet et koncept, så virksomheder kan spare penge ved at styre og optimere deres strømforbrug. Den løsning mærker vi en stigende interesse for i erhvervslivet - både her i Skandinavien og i Californien, som er de to markeder, vi i første omgang retter vores produkt til, fortæller Mogens Birkelund. 

Gridmanger A/S
Virksomheden er startet af Mogens Birkelund i februar 2008. Virksomhedens kommercielle drift starter december 2009 (COP 15). Produktionen er i første omgang rettet mod det skandinaviske og amerikanske marked, hvor der allerede er indgået aftale med flere kunder. Pr. 1. juni har Gridmanager 6 ansatte. Virksomheden regner med at være 8 ansatte ved udgangen af 2009 og 40 ansatte om 5 år. Virksomheden har en professionel bestyrelse med Gert Braae,  tidligere direktør for NRGI, som formand.

Stort potentiale
Både IBM og Gridmanager ser store muligheder i det konkrete partnerskab.

- Der er både nogle oplagte forretningsmuligheder og miljømæssige potentialer. Lidt populært sagt arbejder vi og Gridmanager indenfor samme felt, men på hver sin side af stikkontakten. IBM udvikler sammen med forsyningsselskaberne, bl.a. DONG Energy, intelligente netværk, der skal sikre den mest optimale ressourceanvendelse i hele elforsyningen. Gridmanager tager det sidste skridt, og fører løsningerne ud til slutbrugerne, siger Anders Quitzau.

- Vores system giver virksomhederne mulighed for at optimere deres ressourceforbrug ved at lade de strømslugende processer finde sted på tidspunkter, hvor elpriserne er lavest. Hvis vi kan få vores løsning og IBMs indsats på den anden side af stikkontakten til at spille sammen, så er vi kommet et stort skridt videre med cleantechløsningerne, hvor energiressourcerne udnyttes så optimalt som muligt. Og så er det næste skridt at overveje, hvordan en lignende løsning kan anvendes indenfor andre områder som vand, gas, fyringsolie osv., så vi også inden for andre felter kan bidrage til nedbringelsen af CO2-udledningen, siger Mogens Birkelund.

Gridmanager kører i øjeblikket et projekt sammen med Danfoss og Teknologisk Institut om at synliggøre gevinsterne for danske virksomheder med intelligente net.

IBM stiller værktøjer og rådgivning til rådighed
- Partnerskabet betyder, at vi får et fantastisk løft rent teknologisk. IBM giver os adgang til deres værktøjer og teknologiske platform, så vi får en større sikkerhed omkring vores løsninger og den nødvendige skalering til brug for flere og ikke mindst større kunder. Derudover kan vi trække på IBMs enorme ekspertise, bl.a. indenfor webområdet, der er afgørende for vores fremtidige produktion, siger Mogens Birkelund, ejer og stifter af virksomheden Gridmanager A/S.

Iværksætterne giver nødvendige input
IBM arbejder i forvejen sammen med en række vækstvirksomheder i virksomhedens store business partner community.
- Kontakten til de små innovative virksomheder giver gode og nødvendige bidrag til IBMs egen forskning og udviklingsvirksomhed. Vi lærer af iværksætternes tankegang og løsninger, så vi bliver bedre i stand til at forudse de ønsker og krav, som fx erhvervslivet har til fremtidige it-løsninger, fortæller innovationschef Anders Quitzau fra IBM.

IBM

Ca. 4.700 ansatte i Danmark, knap 400.000 på verdensplan. Omsætning: 103,630 mio $ (2008). IBM er repræsenteret i mere end 170 lande og har globalt hovedkontor i Armonk, NY, USA.I Danmark har IBM hovedkontor i Lyngby, og har derudover afdelinger i Agedrup, Allerød, Ballerup, Brøndby, København, Aalborg og Århus.